Det billedpædagogiske mål for børnenes deltagelse i værkstedets aktiviteter er at styrke børnenes glæde ved at fortælle og udtrykke sig. Og den pædagogiske metode til at indfri dette er at indføre børnene i brugen af forskellige redskaber, samt at lede dem ind i processer, hvor de ud af forskellige materialer konstruerer billeder, der er beskrivende og fortællende.
Gennem iagttagende undersøgelser af forskellige emner og genstande får børnene mulighed for at lære tingene at kende på en sanselig og personlig måde. F.eks. en grankogle: man tager den i hånden og mærker dens lethed, drejer den rundt og ser dens form og dens farver – dernæst laver man et billede af den, hvorved indtrykket af koglen forstærkes og huskes.
Grankoglen kan, når man ser grundigt på den, analyseres i mindre dele og beskrives med flere ord: den består af en stilk, og den har mange skæl med frø imellem og en akse i midten, som skællene sidder fast på – hvad hedder sådan én? De enkelte dele danner tilsammen det fænomen, vi kender som en grankogle.
Når vi genskaber grankoglen i et billede, udvælger vi bestemte dele, der samles i en orden, vi selv konstruerer: noget er oppe og noget andet er nede, noget er før og noget er efter - og i udviklingen af denne orden opstår en billedsproglig form, der føjer de valgte dele sammen i en hel figur.
Bestræbelsen på at sammenholde indtryk, detaljer og betydninger i en kompleks og meningsfuld helhed styrkes gennem den konkrete billedskabende aktivitet.
Den pædagogiske tilgang under værkstedsprocessen går i to retninger: en personlig æstetisk – og en social sproglig.
Når barnet er midt i aktiviteten og skal finde måder at konstruere billedet på, opdager det sine egne preferencer: ”dén farve og dén form og dén placering føles god for mig”. Samtidig udvikles en måde at bruge farverne og stregerne på, der kan læses og genkendes af andre (og af én selv) som et fælles sprog af genkendelige tegn og symboler.
Det er en pædagogisk opgave at styrke børnenes tillid til deres egne æstetiske valg og fortolkninger – og samtidig udfordre disse med (små) krav om tilgængelighed i det billedsproglige indhold.
Billedpædagogen vil derfor på den ene side understøtte det enkelte barns tilbøjelighed til at udtrykke sig på sin egen måde – og på den anden side vil pædagogen præsentere børnene for nogle fælleskulturelle måder og muligheder i den billedsproglige kommunikation.
