---
title: "Kostpolitik og menuplan"
date: "2025-02-20"
created: "2025-02-10"
---

[Hjem](https://bornehusene-humlebaek.fredensborg.dk/)

                    [Mad og måltider](https://bornehusene-humlebaek.fredensborg.dk/mad-og-maaltider)

                [Kostpolitik og menuplan](https://bornehusene-humlebaek.fredensborg.dk/mad-og-maaltider/kostpolitik-og-menuplan)

# Kostpolitik og menuplan

Vi har en fælles
menuplan, som sikrer, at alle børnene får serveret nærende, varierede og
velsmagende måltider. Menuplanen er udviklet med fokus på børns
ernæringsmæssige behov, årstidens råvarer og vores ambition om at fremme
sundhed og bæredygtighed.

Børnene tilbydes et varieret
udbud af årstidens frugt, grønt og bælgfrugter, kerner, brød, olier, mælkeprodukter,
kød, fjerkræ og fisk.

Vores ambition er at tilbyde børnene måltider fremstillet fra bunden af
økologiske råvarer i sæson.

Måltiderne tilpasses børnenes
alder og udvikling, så de også kan øve sig i at tygge
maden. For de mindste børn betyder det f.eks., at mos og grød gradvist går fra
fin til grov. De mellemste børn går fra ”bløde” rugbrødsmadder til mere
”biderigtige” madder. De større børn får mulighed for f.eks. at tygge sig
igennem en rå gulerod eller rugbrød med sprød skorpe.

Børnehusene Humlebæk følger de gældende officielle anbefalinger for dansk
institutionskost til børn i alderen 0 – 6 år samt Fredensborg Kommunes
Sundhedspolitik.

https://foedevarestyrelsen.dk/publikationer/2015/anbefalinger-for-den-danske-institutionskost

https://foedevarestyrelsen.dk/publikationer/2015/anbefalinger-for-den-danske-institutionskostForældre orienteres på Aula om månedens menu.

##

                                    Væske, salt og sukker

**Væske**

Vi følger Fødevarestyrelsens anbefalinger om, at børns daglige væskebehov
primært dækkes af vand. Alle børn skal have fri adgang til koldt postevand hele
dagen. Der serveres mælk til ét af dagens måltider. Til alle andre måltider
tilbydes børnene vand. Børn op til 12 måneder tilbydes modermælkserstatning.

**Salt** Ernæringsmæssigt skal maden de første 2 år af barnets liv indeholde
begrænsede mængder salt. Vi tilsætter ikke salt i maden til børn under 1 år, vi begrænser tilsmagning
med salt til alle aldersgrupper og tilsmager med en bred vifte af krydderurter.

**Sukker**  **** Mange danske børn får for
meget sukker, især fra kiks, kager, slik og søde læskedrikke. Sukker tilfører
maden energi, men indeholder ingen gode næringsstoffer og bør derfor begrænses
mest muligt.

I Børnehusene Humlebæk anvendes sukker kun som krydderi, og tilbydes derudover
kun i begrænset omfang ved særlige festlige lejligheder.

Til hverdag tilbydes børnene ikke sukkerholdige drikke, kiks, slik eller kage.
Kun ved særlige festlige lejligheder, undviges der fra disse retningslinjer. Et
eksempel kan være risengrød med kanelsukker i december eller boller med glasur
til fastelavn.

##

                                    Eksempler på måltiderne

**Formiddagsmåltidet** består
af friskbagt brød, boller eller lignende, kombineret med frisk frugt eller
grøntsager og lejlighedsvis suppleret med pålæg.

**Frokosten** er en
varieret kombination af varme og kolde retter. Vi har faste suppe-, kød-,
fiske-, pålægs- og vegetardage for at skabe forudsigelighed for børnene.

Ugens frokostmåltider er generelt fordelt således:
Mandag: suppe
Tirsdag:
vegetar
Onsdag: fisk
Torsdag: pålæg
Fredag:
kød

**Eftermiddagsmåltidet** er friskbagt brød, boller,
knækbrød og lignende.

##

                                    Medbragt morgenmad

Børn,
som når at blive sultne inden formiddagsmåltidet, vil have mulighed for at
spise egen medbragt morgenmad.
For nogle børn kan det også være et trygt ritual at medbringe lidt morgenmad eller snacks som kan spises til
morgen.
Maden spises i fællesskab med en voksen frem til
kl. 08.00.
Den medbragte morgenmad skal være i overensstemmelse med Børnehusene Humlebæks kostpolitik.

**Inspiration til, hvad barnet kan have med:**Bolle eller pitabrød med smør, pålæg eller ost

Ristet rugbrød skåret i stave
Knækbrød
Oste-bjælker (ostehaps)
Frisk frugt eller grønt skåret i både
Ærter/majs
Avokado
Dip til grønt, f.eks. hummus
Lidt nødder
Yoghurt naturel med mysli

**Tips!**
Lad barnet have medindflydelse på indholdet – lav en liste sammen med jeres barn, og hæng den
op, f.eks. på køleskabet.
Giv barnet 2-4 muligheder at vælge imellem fra listen.
Brug en madkasse, hvor maden kan opdeles i mindre ”rum”.
Maden skal gerne være nem at spise.
Put frugt, grønt og nødder i en lille pose.
Ofte har indpakning betydning for om barnet spiser maden. Tegn en tegning på madpakkepapiret
osv.

##

                                    Special- og diætkost

Vi tilbyder special-
og diætkost til børn, hvor der foreligger lægefaglig dokumentation eller en
religiøs begrundelse. Planlægning af diæt- eller specialkost skal altid ske i
samarbejde mellem forældre, køkken- og pædagogisk personale.  Ved indskrivning
eller ved ændret behov hos barnet, udfyldes kostskema, som sendes på mail eller
afleveres til køkkenet. Kostskemaet fås ved henvendelse til den daglige leder.

**Vegetariske og veganske alternativer**Vegetariske og veganske
alternativer tilbydes som en valgmulighed for de børn, hvor forældrene ønsker
dette af personlige, etiske eller miljømæssige årsager. Forældre kan skriftlig
anmode om vegetarisk eller vegansk kost til deres barn uden krav om yderligere
dokumentation.

##

                                    Uddeling i institutionen eller private hjem

Vi følger Fødevarestyrelsens retningslinjer for, hvilke
fødevarer forældre eller andre pårørende må medbringe til uddeling i vores
børnehuse. Retningslinjerne for kostpolitikken skal altid overholdes.

Det er
kun tilladt at medbringe madvarer, der ikke kræver opbevaring i køleskab.
F.eks.:

- Købt og hjemmebagt brød, boller, knækbrød eller
lignende
- Frugt og grønt
- Tørret frugt (med undtagelse af rosiner)
- Madvarer købt i butik, hvorefter disse
transporteres hygiejnisk forsvarligt og direkte til børnehuset.

Private begivenheder er ikke underlagt
fødevarelovgivningen. Dette inkluderer eksempelvis sommerfester, hvor
institutionen via opslag opfordrer forældrene til at medbringe mad, eller
arrangementer som "Bag for Børnetelefonen", hvor forældre bidrager
med hjemmebagt kage til velgørende formål.
Ligeledes er fødevarelovgivningen
ikke gældende ved fødselsdage, hvor børnene inviteres til at spise i et privat
hjem. Her gælder retningslinjerne i Børnehusene Humlebæks kostpolitik.
